Først vandt hun lokalt. Så i distriktet. Og nu i hele Danmark.
Poovitha Kannan fra 5. klasse på Grindsted Privatskole har vundet den landsdækkende fredsplakatkonkurrence arrangeret af Lions Club Danmark. Dermed er hun gået videre til den internationale finale, hvor hendes plakat netop nu bliver bedømt i Chicago sammen med bidrag fra omkring 75 lande.
Årets tema er “Together As One”, og ifølge Lions blev hendes plakat valgt for sin stærke symbolik og bevidste brug af farver, der viser både lyse og mørke sider af verden.
Hele klassen blev fejret med besøg fra Lions – og selvfølgelig sodavand og kagemand.
– Som skoleleder er jeg både stolt og rørt over at kunne anerkende Poovithas flotte sejr. Hendes værk vidner om bemærkelsesværdig indsigt, refleksion og kunstnerisk modenhed. Vi er utroligt stolte af hende og glæder os til at følge hendes videre kreative rejse, siger skoleleder Christian Thorne, der krydser fingre for det næste kapitel i Poovithas fredsrejse.



