Den sædvanlige larm fra tribunen og musikanlægget i Lynghallen var for en stund ganske tavs, da spillerne var løbet på banen til dagens opgør i herrernes 1. division mellem GGIF og Vendsyssel.
Der blev nemlig indledt med et minuts stilhed til ære for klublegenden Christian Jessen, der gik bort for nyligt som følge af en kræftsygdom.
– Christian var om nogen indbegrebet af GGIF Håndbold, lød det blandt andet fra GGIF-formand, Flemming Pedersen inden han bad publikum rejse sig og mindes den mangeårige træner, leder og spiller.
Og så tog pokker ellers ved GGIF-spillerne, da først kampen blev fløjtet i gang. Allerede efter tyve minutter var hjemmeholdet foran 11-5 og meget symptomatisk for første halvleg kunne GGIF da også gå til pause foran 18-6.
Og i anden halvleg gjorde Jacob Pedersens tropper arbejdet færdigt og sendte Vendsyssel hjem med et gedigent nederlag på 36-17.
– Jeg er utrolig stolt af drengene, som efter sådan en hård uge går ind og giver den hele armen. Jeg havde lidt forventet at de to kampe tidligere på ugen (mod Aarhus HC og HØJ Elite, red.) ville kunne mærkes på spillernes indsats, men det synes jeg slet ikke man kunne se. Jeg er meget tilfreds, lød det efter kampen fra cheftræner Jacob Pedersen.
GGIF ligger på tredjepladsen i tabellen med 32 point og har seks kampe tilbage i grundspillet.