Gurli Gris kommer til LEGOLAND

Illustration: LEGOLAND Billund


Når LEGOLAND Billund den 23. marts åbner portene til en ny sæson, kan gæsterne se frem til at opleve en helt ny tilføjelse – LEGO DUPLO Peppa Pig Playground. Eller med andre ord en stor Gurli Gris-legeplads under LEGO DUPLO-brandet.

LEGOLAND Billund bliver det første sted i verden, hvor Gurli Gris’ velkendte univers smelter sammen med LEGO DUPLO serien i et 1500 kvm stort legeområde, hvor man kan sige hej til Gurli og Gustav og tage billeder sammen med dem på deres dukketeaterscene, udforske Gurlis træhytte, eller hoppe ombord i Bedstefar Gris’ båd.

– Vi er glade og stolte over at være det første sted i verden, hvor man kan opleve kombinationen af LEGO DUPLO og Gurli Gris komme til live. Gurli Gris er et af de mest velkendte brands blandt de mindste, og vi forventer, at det vil blive taget rigtig godt imod af vores danske såvel som vores internationale gæster, siger Christian Woller, direktør i LEGOLAND.

Hovedattraktionen i det nye område bliver Gurli & Gustavs Dukketeater, hvor gæsterne kan opleve et live show med dukkeversionen af Gurli Gris og nogle af de mest kendte karakterer fra den populære, animerede TV-serie. Dukketeatret vil være et live dukketeater foran en stor digital baggrund, som ændrer sig i løbet af showet, og hvor gæsterne vil møde flere af de velkendte karakterer fra Gurli Gris universet. Efter showet kan gæsterne få et billede sammen med Gurli og Gustav.

– Vi forventer, at det nye show bliver meget populært blandt vores yngste gæster, siger Christian Woller.