Denne weekend byder på sæsonstart i elitedivisionen, og blandt oprykkerne er Gyttegaard, der er tilbage i fint selskab med masser af selvtillid og et stærkt hold.
Gyttegaard får denne weekend et par spændende muligheder for at vise deres i elitedivisionen. Lørdag spiller de på hjemmebane i Gyttegård mod Holstebro, mens de regerende mestre fra Aalborg byder Gyttegård velkommen søndag. En dag Gyttegaard ser frem til, da der er lagt op til revanche, da det netop var Aalborg, der i 2007 vandt finalen over Gyttegaard.
For Gyttegaard betyder det et comeback i elitedivisionen efter nu to sæsoner i 1. Division. Gyttegård trak flotte resultater hjem med sølv i 2007 og bronze i 2009, og nu går man igen efter medaljer i den eftertragtede elitedivision i 2015.
– Jeg synes, det er bedst at spille for at opnå noget. Jeg kan ikke lide at man spiller for at undgå noget. Det er spillerne enige med mig i. Vi kunne jo godt sige, at vi spiller for at undgå nedrykning, men vi er enige om, at vi spiller for at opnå en plads i spillet om medaljer, siger træner Fredrik Johnsson til golf.dk
Fredrik Johnsson mener sæsonen vil bevise at holdet har kvaliteten.
– Vi har et godt hold med og en bred trup. Spillerne fungerer godt sammen socialt, og der er et godt niveau. Det var faktisk meget svært at vælge truppen til weekenden, fordi der er så mange, der byder sig ind til at være med på det bedste hold, siger Fredrik Johnsson til golf.dk
Gyttegaard har fostret et par unge toptalenter, der dog ikke spiller med i weekenden, men de kan få stor betydning senerei sæsonen, det er de 14-årige tvillinger Nicolai og Rasmus Højgaard fra Billund.
– De er meget unge, men i deres hoveder og i deres golfspil er det ikke unge. Jeg overvejede meget, om de skulle være med i weekenden. Det var tæt på, men nu spiller de med på andetholdet i stedet for, men jeg er rimelig sikker på, at de vil få en rolle på det bedste hold senere på året, siger Fredrik Johnsson til golf.dk