2000 km gåtur rundt i Danmark – det er endnu engang målet for Patrick Cakirli i sin March Mod Ensomhed.
Onsdag aften ankom han til Grindsted til fællesspisning i Vestermarkskirken med deltagelse af henved 120 personer – blandt andet fra Efterskolen PLAY, Kulturskolen, Headspace, Vestermarkskirken, Unge- og Kulturhuset, Frivilligcenter Billund og Billund Kommune.
Det skriver Netavisen Grindsted.
Inden spisning sørgede elever fra Efterskolen PLAY for musikalsk underholdning, mens der rundt ved bordene var forskellige aktiviteter. Patrick Cakirli satte sig også til klaveret for at spille lidt inden han selv skulle have noget at spise.
Torsdag morgen var der så atter afgang fra Rådhuset i Grindsted, hvor en stor flok fulgte med ham på vejen mod rådhuset i Varde. Reglen er simpel: kun så længe Patrick har nogen at føles med, må han gå. Ellers skal han stå stille.
I morgen er sidste dag på årets March Mod Ensomhed, hvor turen går fra Varde til Esbjerg, der er slutdestinationen i år.