Billund Idrætscenter skal være omdrejningspunktet for SkoleOL-finalen 2024. Den beslutning er truffet efter et grundigt forarbejde, hvor en lang række interessenter har været involveret.
– Som hjemsted for Børnenes Hovedstad er det helt naturligt for os, at vi bruger Billund Idrætscenter til at opbygge en skoleolympisk by skabt på børnenes præmisser, hvor de trygt kan afprøve deres færdigheder og gå rundt mellem alle sportsgrenene. Ved idrætscentret kan vi sikre nærhed mellem sportsgrenene, så dem, der for eksempel deltager i Bueskydning, kan fornemme, at der bliver dystet i Cricket lige ved siden af. Vores vision er at skabe en fortættet stemning med oplevelsen af, at deltagerne og tilskuerne går rundt i en børneolympisk by, siger borgmester, Stephanie Storbank.
Idrætscentret giver mulighed for at samle sportsgrenene, ligesom det vil kræve et minimum af afspærring og transport af børn rundt i byen. Samtidig åbner der snart en forbindelse mellem Møllevej og Grenevej, som skaber mulighed for at få busser ind og ud.
Planen er, at der bliver afviklet et spændende og anderledes motionsløb, som udelukkende kan afvikles på trygge stier, så veje ikke skal spærres af, og børnene ikke skal krydse store veje.
– Fairplay og fællesskab er afgørende værdier for vores tilgang til Skole OL. Derfor glæder vi os til at samle foreningslivet på tværs af alle kommunens stærke byer. Vi er nemlig optagede af at sikre en tæt forbindelse til det eksisterende foreningsliv, så OL-værtskabet kan leve videre i foreningerne og på skolerne, når den sidste finale er afviklet i Billund Kommune, siger Simon Nicolajsen Jørgensen, udvalgsformand for Teknik, Plan og Kultur i Billund Kommune.
Han håber ifølge en pressemeddelelse at alle foreningerne og skolerne rundt omkring i hele kommunen bakker op om og vil deltage i det store sportsevent i børnehøjde, og at mange borgere på tværs af kommunen har lyst til at tage del i festen og vil besøge området – enten som tilskuer til Skole OL Finalen eller til Folkefesten.
Skole OL-finalen finder sted den 11. til 14. juni 2024 og er for elever fra 4.-8. klasse. I løbet af hele skoleåret deltager klasser rundt omkring i landet i undervisningsforløb og lokalstævner i samarbejde med deres lokale idrætsforeninger. De vindende klasser fra hvert lokalstævne får en billet til Skole OL-finalen.