Norlys giver kæmpe støtte til Karensmindes Venner

Det er her på denne plads ved Museumsgården at den nye legeplads skal ligge. Foto: René Lind Gammelmark


Støtteforeningen Karensmindes Venner har fået en stor pose penge fra Norlys Vækstpulje.

I alt 100.000 kroner er det blevet til – penge, der skal bruges på en legeplads på Museumsgården Karensminde.

Formanden for Støtteforeningen Karensmindes Venner, Jens Peter Vandborg, er ifølge Netavisen Grindsted, ovenud lykkelig for tilskuddet.

– Sådan en legeplads er jo ikke gratis at etablere, så vi har behov for at få midler ind til at kunne sætte det i gang, siger Jens Peter Vandborg.

Legepladsen kommer til at koste ca. 340.000 kr. og udover de 100.000 kroner fra Norlys, er der yderligere 60.000 i hus til legepladsen.

– Vi har små 200.000 kr. og er i gang med at søge fondsmidler til resten af finansieringen. Vi håber på at få flere penge ind, og Karensmindes Venner vil også selv smide penge i puljen, siger Jens Peter Vandborg.

Han hører gerne fra virksomheder eller private der også ønsker at give et bidrag.

Alle virksomheder og private må gerne kontakte Jens Peter Vandborg hvis de vil yde et bidrag.