HN Group løb med ErhvervsFremmeprisen 2016

ErhvervsFremmeprisen 2016 går til virksomheden HN Group A/S i Billund. Det blev afsløret da 100 lokale erhvervsfolk torsdag aften var samlet til den årlige uddeling af ErhvervsFremmeprisen på Hotel Svanen i Grindsted.

Som motivation for at HN Group A/S i år modtager ErhvervsFremmeprisen sagde områdedirektør Svend Erik Kristensen, Den Jyske Sparekasse bl.a.:

– Virksomheden er meget innovativ, og er teknologisk med helt fremme. Det er en virksomhed der har været inde i en helt fantastisk udvikling i gennem de seneste år, hvor der er leveret rigtig flotte resultater – både økonomiske, men også markedsmæssige og teknologiske landvindinger er skabt. Det er i dag meget svært at forestille sig, at virksomheden er startet op i indehaverens garage på fritidsbasis. Det er en virksomhed, som vi alle bør være stolte af er repræsenteret i vores kommune.

ErhvervsFremmeprisen uddeles hvert år i samarbejde mellem Billund ErhvervsFremme, Den Jyske Sparekasse og Billund Kommune. Prisen blev første gang uddelt i 2003, og det er dermed 14. gang at prisen uddeles.

– Jeg opfatter uddelingen af ErhvervsFremmeprisen som en festdag for det lokale erhvervsliv. Det er rigtigt flot at mere end 100 erhvervsfolk deltager og på den måde er med til at gøre det til en festlig begivenhed. Vi har gennem årene uddelt ErhvervsFremmeprisen til både små og store virksomheder indenfor mange forskellige brancher. Det er vigtigt, at vi på den måde er med til at anerkende, at der er mange forskellige virksomheder i mange brancher som har en stor betydning for vores område siger Morten Karlsbjerg, direktør i Billund ErhvervsFremme.

HN Group modtager Erhvervsfremmeprisen 2016
Foto: Marianne Witte

Tidligere års modtagere af ErhvervsFremmeprisen er bl.a. Søren Østergaard A/S i 2015, Scandinavian Avionics i 2014, KG Hansen i 2013, HC Petersen & Co i 2012, Billund Aquakulturservice i 2011 og Green Team Group i 2010.