Ildsjæle vil redde Grindsted Revyens Venner

Grindsted Revyens støtte- og venneforening var på vej mod en lukning. Men det fik en gruppe lokale kulturfolk til at reagere. Nu arbejder de i stedet på at sikre, at Grindsted Revyens Venner kan fortsætte – med en ny bestyrelse og nye idéer til, hvordan foreningen kan bakke op om revyen.

En af initiativtagerne er Ketty Hjøllund, der hørte, at den nuværende bestyrelse ønskede at nedlægge foreningen.

– Jeg tænkte: Det skal være løgn det her. Vi har jo en revy, så hvorfor skal venneforeningen ikke fortsætte? fortæller hun til BillundOnline.

Hun tog derfor kontakt til en række mennesker, som hun vidste havde hjertet med i kulturlivet i Grindsted. Ti personer endte omkring kaffebordet hjemme hos Ketty Hjøllund – og her var meldingen klar: Venneforeningen skal have en chance mere.

Ny bestyrelse skal på plads

Derfor indkaldes der nu til ekstraordinær generalforsamling onsdag den 26. august klokken 19.30 i Grindsted Kino og Kulturhus. Her er det vigtigste punkt at få valgt en ny bestyrelse, så den eksisterende forening kan fortsætte frem for at blive nedlagt.

Flere har allerede meldt sig klar til at stille op, og håbet er, at endnu flere dukker op – blandt andet mangler gruppen en, der har lyst til at tage sig af kassererposten.

– Lidt efter lidt fandt jeg ud af, at der jo er rigtig mange, der stadig gerne vil det her. Mange vil gerne støtte Grindsted Revyen både for revyens og for byens skyld, siger Ketty Hjøllund.

Skal være revyens ambassadører

Planerne for en revitaliseret venneforening rækker længere end blot praktisk hjælp under selve revyen. Ketty Hjøllund forestiller sig blandt andet arrangementer for medlemmerne, muligheden for at søge fonde og sponsorater og en større indsats for at synliggøre Grindsted Revyen.

Samtidig skal vennerne fortsat kunne give en hånd med, når revyen spiller – eksempelvis med modtagelse af publikum, garderobe, servering og andre praktiske opgaver. Kort sagt skal Grindsted Revyens Venner være ambassadører for revyen.

– Vi skal støtte og bakke op og hjælpe med at synliggøre revyen endnu mere, siger Ketty Hjøllund.

Og opbakningen kommer på et tidspunkt, hvor interessen for Grindsted Revyen ifølge Hjøllund vokser. Hun fortæller, at der allerede nu er solgt eller reserveret 657 billetter til den kommende revy – omkring tre gange så mange som på samme tidspunkt sidste år.

Første opgave er dog at få sikret fremtiden for vennerne. Det skal ske på den ekstraordinære generalforsamling den 26. august.