ISB løb med det store FLL Champions-trofæ

Seje elever fra nær og fjern dystede i weekenden i robotkonkurrencer, innovation og kerneværdier, da årets lokalfinale af FLL fandt sted i CoCs lokaler på Kløvermarken i Billund.

Den store vinder må siges at være Den Internationale Skole i Billund, der løb med flere priser – blandt andet X-factor-prisen der gik til The ArTech Innovators fra ISB, mens ISB-eleverne på Lego my eggo havde så godt styr på deres robot og dens udfordringer at de nuppede førstepladsen i robotkonkurrencen. Og sørme om ikke der stod ISB på den store FLL Champion prisen, der tilfaldt førnævnt The ArTech Innovators.

Af andre lokale vindere var Bjarkes Møgunger fra Grindsted Vestre Skole, mens et privathold fra Billund med navnet Super Strawberries snuppede Vejlederprisen.

Efter lørdagens konkurrence står det nu klart at The ArTech Innovators og Green Team fra Uhre Friskole kvalificerede sig til den danske FLL finale i Odense d. 25. november.