Jonah Blacksmith blandt de fire navne, der fuldender Grydens program

Publikum til Musik i Gryden 2024 kan glæde sig til liveoptræden fra Jonah Blacksmith. PR-foto.


De er voldsomt populære blandt danskerne for tiden, Thy-bandet Jonah Blacksmith, som er blandt de sidste fire navne på plakaten til Musik i Gryden 2024.

Jonah Blacksmith består af brødrene Simon og Thomas Alstrup, der har fætteren Lars Alstrup med sammen med Søren Bigum, Søren Poulsen, Thor Kortegaard og Jon Bisgaard Kjeldsen. Bandet, der fik sin debut i 2014, har fire albums under bæltet og er senest kendt for House Is On Fire og Secrets In The Water.

Lidt flere år på bagen har de to herrer, der også kan opleves på Grindsted Stadion den 3. august 2024, Poul Krebs og Michael Falch. De to har fundet sammen i konstellationen Krebs/Falch, som har udsigt til en total udsolgt akustisk duotur til foråret. Men i løbet af sommeren 2024 kan de opleves rundt om i landet med deres fælles band, som fokuserer på de største sange i nye
friske forklædninger.

De sidste to lokale bands i rækken af navne til Hedens største havefest er POPBox og Dr. Diesel.

Dr. Diesel med rødder i Sdr. Omme er et professionelt fritidsband, bestående af fire Ulrik Sand, Stefan Møller, Tonny Refshøj og Jens Peter Madsen.
De har før formået næsten at få teltduge eller haltage til at lette, når de har spillet til halballer eller teltfester. Er du til rock’n’roll, krydret med blandt andet John Mogensen, Big Fat Snake, Gasolin og Bamse, så er Dr. Diesel noget for dig.

POPBOX er partybandet der når ud til hele festen og får dansegulvet til at svinge. Bandet spiller alle de store pop- og rocknumre fra de mest kendte kunstnere fra ind- og udland, med hang til 80’ernes ørehængere, såsom Tøsedrengene, Søs Fenger, Danser med drenge, Dodo & the Dodos, Abba, Ray Dee Ohh og mange flere. POPBOX har forsanger Debbie Daugaard Højmose i front og med sig har hun Brian Mørkholt Madsen, Peter Wolfgramm, Lars Laigaard, Camilla Olesen og Hans-Henrik Madsen.

Med disse fire navne er programmet til Musik i Gryden 2024 fuldendt og fredag den 1. december kl. 19 åbnes for billetsalget igen. Her sættes 1000 billetter til salg og dermed er det nu julegaven skal købes hvis der skal ligge et par billetter under træet til venner eller familie. Billetsalget foregår på musikigryden.dk

Michael Falck og Poul Krebs gæster Gryden i 2024
Dr. Diesel
POPbox