Rekordåret er slået i Billund Lufthavn

Foto: Billund Lufthavn


Med én måned tilbage i 2023 er passagerrekorden fra 2019 slået. Det er konstateringen fra Billund Lufthavn, der frem til coronaen overtog verdenen i 2020 oplevede kontinuerlig vækst i perioden 2009-2019. Og med den nye rekord har den lokal lufthavn i den grad lagt “bumpet på vejen” bag sig.

På trods af en beskeden nedgang på 1,9 procent i november ift. november 2022, er de 215.880 passagerer, der er gået i gennem terminalen, mere end nok til at overstige passagerrekorden på 3.718.875 i 2019.

– Vi har en helt klar ambition i Billund Lufthavn om at komme tilbage på sporet, hvor vi vækster kontinuerligt fremadrettet igen på passager- og fragttal. Vi har været førstehåndsvidne til, at der kan og vil komme bump undervejs, det kan man ikke undgå. Det kan vi heller ikke fremadrettet. Men Billund Lufthavn har i den grad bevist, at vi servicerer et unikt marked med et stort, rejseaktivt erhvervsliv, der også er interessante for udenlandske investeringer. På turismesiden er markedet både stort for danskere, der rejser ud, men vi kommer til at se endnu flere turister rejse ind til Danmark, og det er blandt andet på sidstnævnte, at vi kommer til at vækste fremadrettet, siger Jan Hessellund adm. direktør i Billund Lufthavn.

Billund Lufthavn oplever en mere normalisering af fordelingen af trafiksegmenterne. Ryanair og Wizz Air har sat flere ruter på pause over vinteren fra Billund Lufthavn. Derimod er der vækst på netværksselskaberne som blandt andet KLM, Lufthansa, Air France og så videre.

De sidste to måneder har erhvervstrafikken været tilbage, og den er fortsat i vækst. I november vækstede netværksselskaberne med næsten 10 procent.

– Nedgangen fra lavprissegmenterne er ikke overraskende, da der har været enorm fremgang på dét segment under covid, og nu er det ikke usandsynligt, at segmentet skal finde et stabilt leje at vækste fra over det næste års tid. Til stor glæde ser vi derimod en vækst på netværksselskaberne, der skaber den globale sammenhængskraft for erhvervslivet. Så vi begynder at se en mere normaliseret trafikfordeling i Billund, siger Jan Hessellund.