Kari Brandsgård bliver ny Hotel Director i LEGOLAND


Kari Brandsgård bliver fra 1. oktober ny Hotel Director i LEGOLAND, hvor hun kommer til at stå i spidsen for tre overnatningssteder og fire restauranter. Med sig i bagagen har hun erfaringer fra en række forskellige jobs fra hotel og konferencebranchen både i Danmark og i udlandet.

– Noget af det, der betyder rigtig meget for mig er, at man kan mærke, hvor man er. Da jeg trådte ind på LEGOLAND Castle Hotel for første gang, tænkte jeg bare wauw. Her kan man virkelig mærke, at man er i LEGOLAND, og det betyder alt, når man som gæst går ind på et hotel, at man får den der wauw oplevelse, siger Kari Brandsgård.

Hun kommer aktuelt fra jobbet som direktør på Jørgensens Hotel i Horsens.

Når Kari Brandsgård har første arbejdsdag i LEGOLAND den 1. oktober, så kan hun køre sammen med sin mand, som arbejder i LEGO koncernen, og det er, som Kari Brandsgård selv siger, også godt for miljøet.

– Bæredygtighed betyder rigtig meget for mig, så jeg er rigtig glad for, at overnatningsstederne i LEGOLAND er certificeret med den grønne nøgle, og det arbejder glæder jeg mig rigtig meget til at fortsætte i de kommende år. Nu vil jeg først og fremmest lære LEGOLAND og kollegaerne at kende, og så er det en stor prioritet for mig, at vi har det godt sammen, fordi det er altafgørende for at kunne give varige barndomsminder og forsætte med at øge vores fokus på bæredygtighed, siger Kari Brandsgård.

Hun er oprindeligt uddannet kok, og derudover har hun læst hoteladministration i Holland.