Philip viste topmødedeltagere sin skole

Philip Kaltoft glædede sig til at nogle af de øvrige topmødedeltagere skulle se hans egen skole i Vorbasse.


Philip Kaltoft fra 5. klasse på Vorbasse Skole er blandt de 80 børn og unge fra hele verden, der i disse dage er samlet til Childrens General Assembly – Børnenes Topmøde 2022 i Billund. Her skal de diskutere selvvalgte emner om for dem vigtige problemstillinger – af den slags de voksne skal tage sig af, og gøre noget ved.

Siden ankomsten i mandags har de mange nationale og internationale deltagere kigget nærmere på Billund kommune og hvordan tingene fungerer i et land som Danmark. Blandt andet var der i går frokost på Rådhuset, hvor de unge mennesker blev placeret ved borde sammen med lokalpolitikere og topembedsmænd for at snakke forskellige ting igennem.

Herefter blev deltagerne splittet op for at besøge nogle af de lokale skoler. Blandt andet Vorbasse Skole, som faktisk er den ene topmødedeltager, Philip Kaltofts skole til daglig. Her går han i 5. klasse og var således på hjemmebane da et par af de ældre elever fra skolen viste topmødedeltagerne rundt. Her blev der forklaret om Playful Learning og om læremetodens indtog i Billund kommune. Om hvad den betyder for eleverne og hvordan det påvirker den traditionelle undervisning.

– Hvis I skal snakke med nogen af dem, skal I altså snakke engelsk, formanede Philip overfor et par kammerater, der kom susende hen til ham, da han landede på skolen med bussen og de øvrige deltagere.

Og det virkede heller ikke til at være noget problem for Philip, der drønede afsted på engelsk overfor de øvrige deltagere. Han lirede den ene sætning af på engelsk efter den anden – sin unge alder til trods:

– Min mor er engelsklærer, måske er det derfor, svarede Philip, inden turen gik videre til skolens teatersal til et kort foredrag om undervisningen på Vorbasse Skole anno 2022.

I morgen kulminerer ugens arbejde, når selve topmødet finder sted i LEGO House – et topmøde der kan følges live via dette link.