Knap 20.000 kroner til Sportens Venner i Hejnsvig

Når bilisterne tanker brændstof hos OK, så drypper det på de lokale sportsforeninger. Og det er de jublende glade for hos Sportens Venner i Hejnsvig i disse dage.

Som indehaver af et OK benzinkort, kan man vælge at støtte en bestemt forening, hver gang man tanker. Her har rigtig mange valgt at betænke netop Sportens Venner i Hejnsvig, der dækker over Hejnsvig Idrætsforening, spejderne og badmintonforeningen. Seks øre per liter brændstof går således til Sportens Venner, der nu kan se frem til samlet 18.637 støttekroner i år. Det koster ikke kunden ekstra at tanke, for det er OK, der giver ørebeløbet.

– Vi er meget begejstret for den store sum, der blandt andet hjælper os med at få budgetterne til at hænge sammen, fortæller Rikke Strandhave, der er formand for Hejnsvig IF.

I mere end otte år har de lokale bilister kunne støtte Sportens Venner i Hejnsvig. Det er blevet til mange uundværlige støttekroner, som hvert år bliver brugt forskelligt, men altid til gode for medlemmerne.

Hos spejderne har de planer om en lejrtur for deres 45 medlemmer og 10 ledere. Badmintonklubben bruger støttekronerne til at holde budgettet, mens hallen bliver bygget om. HIF har endnu ikke øremærket pengene, men de skal bruges til at forkæle de næsten 400 medlemmer på den ene eller den anden måde.

Ifølge OK har mere end 1.200 foreninger over hele landet en sponsoraftale med benzinselskabet.