Kommunen leder igen efter frivillige kræfter til SkoleOL-finalen

Foto: Skole OL


Det kræver en stor frivilligindsats, når Skole OL-finalen atter indtager Billund Kommune til sommer i dagene 11.-14. juni, hvor omkring 7.000 børn fra 4.-8. klasse fra hele Danmark deltager og oplever glæden ved at være OL-atlet for en dag.

Skole OL afholdes i og omkring Billund Idrætscenter, og i den forbindelse efterlyser Billund kommune nu frivillige, der vil være med til at skabe uforglemmelige øjeblikke for tusindvis af børn i fællesskab med andre engagerede frivillige fra lokalområdet.

– Som frivillig ved Skole OL-finalen mærkede jeg på egen krop, hvilke fantastiske oplevelser vi skaber, når vi løfter i flok og er en del af et fællesskab. Skole OL-finalen er en oplevelse for livet, og vores frivillige binder kommunen sammen. Derfor gør det mig utrolig stolt, at mere end 150 børn og unge fra hele Billund Kommune allerede har tilmeldt sig som frivillige, og at mere end 50 borgere allerede har givet udtryk for, at de er interesseret i at høre mere, når tilmeldingen åbner, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Der er brug for cirka 450 frivillige til en række forskellige opgaver og det er muligt selv at vælge hvor mange dage og i hvilket tidsrum man kan være med – og endda også hvilke opgaver man kan se sig selv udføre.

– De frivillige er helt afgørende for, at vi kan afholde Skole OL-finalen. Uanset om man har været frivillig før eller skal prøve det for første gang, så kan alle være med. Der opstår et helt særligt fællesskab mellem de frivillige – og de giver så meget god energi til børnene og hinanden. Det har været fantastisk at se, hvordan vi hvert år har haft dygtige, engagerede og glade frivillige i alle aldre. Vi glæder os til at byde de frivillige velkommen igen til sommer, lyder det fra projektleder ved Skole OL, Janni Thrane.

Det kræver ingen særlig forhåndsviden at melde sig, blot at du har mulighed for at tage en vagt. Som frivillig får du frivilligtøj, forplejning, en frivillig leder, der sætter dig godt ind i opgaven, og ikke mindst en fantastisk oplevelse i fællesskab med andre engagerede frivillige.

Tilmeld dig:https://www.billund.dk/borger/kultur-og-fritid/skole-ol-finalen/frivillig-til-skole-ol-finalen/

Opgaverne du kan melde dig til som frivillig er:

Arbejdsområder

  • Klargøring
  • Check-in og åbningsceremoni
  • Frivilliglounge
  • Frivillig ved motionsløb
  • Frivillig ved en sportsgren
  • Frivillig ved motionsløbet og herefter hjælp ved en anden opgave
  • Fleksibel
  • Ankomst/afgangsguide
  • Oprydning

Vagterne kan ligge i dagtimerne mellem cirka kl. 7:30 og kl. 16:30. En vagt behøver ikke at varer i hele tidsrummet, men kan være kortere.