Kriminaliteten falder i Billund Kommune


Ifølge den netop udgivne årsstatistik fra Sydøstjyllands Politi er antallet af anmeldelser fra borgere i Billund kommune faldet fra 1.418 i 2014 til 1.262 sidste år. Altså et fald på 11 pct. Til gengæld er det langt fra alle anmeldelser, der fører til sigtelser.

Kigger man længere ind i statistikken, fremgår det at antallet af anmeldelser om kvalificeret vold er faldet med 37,5 pct  fra 8 til 5. Til gengæld er antallet af almindelige voldstilfælde steget med hele 63,2 pct – fra 19 til 31 anmeldelser. I samme område blev kun 29 personer sidste år sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og restaurationsloven. Det tal lå i 2014 på 58.

2015 blev året, hvor der overhovedet ikke blev anmeldt nogle tilfælde af røverier mod hverken forretning, banker eller tankstationer i Billund kommune.

På indbrudssiden er antallet af indbrud i private hjem faldet en smule fra 180 til 173. En nærliggende tanke kunne være, at tyvene i stedet er gået efter erhvervsejendommene, for her er antallet af indbrud steget med 27,6 pct fra 76 indbrud i 2014 til 97 sidste år. Ifølge politiets egne tal resulterede anmeldelserne i 33 sigtelser for indbrud i privat beboelse, mens 17 blev sigtet for indbrud i erhvervsejendomme i Billund kommune.

De største fald ses på områderne bedrageri, databedrageri og økonomisk kriminalitet. Her var der samlet set 155 anmeldelser sidste år mod i alt 484 i 2014.

Mens der i alt blev anmeldt 1262 overtrædelser af straffeloven i Billund kommune sidste år, så endte politiet med at udstede i alt 357 sigtelser.