Connie Linde fra Grindsted blev Årets Unge Landmand

Selvstændig, sparsommelig og med et potentiale til at blive en historisk god og velkonsolideret landmand. Sådan sagde dommerne om Connie Linde, der netop er kåret som Årets Unge Landmand.


Den 28-årige mælkeproducent Connie Linde fra Grindsted, har netop modtaget prisen som Årets Unge Landmand.

Fire unge ambitiøse landmænd har kæmpet om titlen som Årets Unge Landmand 2016. Fælles for dem alle er, at de har formået at etablere sig som selvstændige i en tid, hvor dansk landbrug er historisk presset på økonomien.

Vinderen blev den 28-årige mælkeproducent Connie Linde fra Grindsted, der netop har modtaget prisen foran 700 landmænd på Landbrug & Fødevarers Delegeretmøde i Herning. Begrundelsen lød blandt andet:

Hun har potentiale til at blive en historisk god og velkonsolideret landmand, og har allerede en stærk økonomi. Det kan man også se på hendes budget og halvårsopfølgning for 2016, hvor hun laver overskud, selv med nuværende mælkepris. Det gør hun fordi hun lavede en fornuftig handel ved købet, arbejder (altid), får motiveret sine ansatte til at tage ansvar, og så er hun sparsommelig.

Connie Linde, der i september 2005 købte et konkurstruet landbrug ved Vesterhede, som hun har fået på ret kurs var glad og rørt over at have modtaget prisen.

– Det havde jeg ikke regnet med. Jeg er glad for prisen, men det vigtigste er at vi var 30 nominerede der alle har kunnet etablere sig i erhvervet. Jeg håber og tror på, at det i fremtiden bliver nemmere for os unge at kunne købe en gård, sagde hun.