Læserbrev: Bedre forhold for de ældre – flere varme hænder – gentænk ældreområdet

Karin Pedersen, byrådskandidat for de konservative i Billund.


Bedre forhold for de ældre – flere varme hænder – gentænk ældreområdet

Billund Kommune er en rig kommune – hvor der er godt at være. Der er dog plads til forbedringer for de ældre. For eksempel i forhold til det antal varme hænder, der skal passe vore ældre medborgere i hjemmet eller på plejecentrene.

Ældreområdet i vores kommune er præget af hyppige ledelsesskift. Hyppige ledelsesskift skaber utryghed blandt medarbejdere, ældre og pårørende.  Der er et højt sygefravær og et stort forbrug af vikarer. Medarbejderne i hjemmeplejen anvender en stor del af deres tid på registreringer – helt ned på minutter. Der er meget lidt tid til den ældre – hvilket blandt andet medfører at en del ældre først får hjælp til morgentoilette hen mod frokost osv.

Tiden er moden til at gentænke ældreområdet. Der skal gennemføres en reel decentralisering af plejecentrene. Der skal ansættes dygtige ledere på plejecentrene – og disse ledere skal have ”plads” til at lede. Der skal gennemføres årlige tilfredshedsundersøgelser blandt de ældre og deres pårørende og der skal gennemføres regelmæssige trivselsmålinger blandt medarbejderne. Antallet af møder samt registreringer skal reduceres til det påkrævede minimum. Det vil give mulighed for at få et bedre arbejdsmiljø. Antallet af sygedage nedbringes og anvendelse af vikarer vil falde. Det vil give mere tid til de ældre. Analyserne vil give den centrale ledelse af ældreområdet ”nye indsigter” og de kan handle derefter. Den ændrede tilgang til området skaber grundlag for at gennemføre forenklinger i den centrale ledelse og administration indenfor ældreområdet. Derved frigøres yderligere ressourcer til at ansætte flere varme hænder.

En sådan ændring kræver visioner og politisk mod. De Konservative i Billund Kommune vil arbejde hårdt for at gennemføre disse forandringer til gavn for medarbejdere, de ældre og deres pårørende.

 

Karin Pedersen

Kandidat til Byrådet for De Konservative