Læserbrev: Samvær og fællesskab

Kai Bayer, Den Grønne Liste. PR-foto


Møder med borgere, ansatte og politiske kolleger har i ugens løb været spændende og givende – forhåbentlig for alle parter!

En diskussion om sletning af referater fra de kommunale medarbejderes MED møder givet meget stof til eftertanke. I min formandstid i Social- og Sundhedsudvalget gav de mig nyttige og værdifulde nformationer om trivsel og arbejdsforhold på især det sociale område. Da kommunen fik en ny webside, blev de pludselig slettet. Tankevækkende.

Og nogle mener, at man som politiker ikke skal ned i det såkaldte ”maskinrum”. Jeg er uenig. Man skal selvfølgelig ikke derned for at dreje på håndtag og ventiler, men for at fornemme, om de informationer man handler ud fra, er korrekte, og om medarbejderne trives og er glade for deres arbejde.

Det nytter det ikke noget, at politikerne diffust afsætter millionbeløb til ældreområdet, når man ikke ved lige præcis, hvor midlerne skal investeres for f.eks. at få flere borgernære ydelser.

På Ældresagens møde i torsdags spurgte tre interesserede borgere, hvad jeg mente med et ”Fælleskabshus”. Jeg fortalte, at med længere levealder risikerer mange at miste en partner, og at ensomhed er en skræmmende sygdomsfaktor og stærkt begrænsende for livsgejsten, hvis der ikke er nogen til at støtte og hjælpe. Mit ”Fællesskabshus” er et lejlighedsbyggeri med plads til enlige og ægtepar, der vil passe på hinanden. Der skal være fælles spise muligheder, fælles mødelokaler og gerne træningslokaler – altssammen centralt i Grindsted.

 

Kai Bayer, Den grønne Liste