Læserbrev: Besparelsen på lukningen af Engbo holder ikke

Brian Duedal


Så skete det, som vi har frygtet gennem længere tid – Engbo lukker.

Det er vi meget kede af i Stenderup-Krogager. Resten af kommunen er knap så kede af det, for de kan spare 3,1 mio kr. om året. Hvis vi kan spare 3,1 mio kr. om året, så er jeg faktisk også med på at Engbo må lukke.

Problemet er bare, at der ikke kan spares 3,1 mio kr. om året på en lukning af Engbo. Vi savner at se den beregning, der viser hvordan man når frem til det resultat, og vi mangler at få en voksen til at gennemgå tallene.
Min påstand er, at mange af de ekstra omkostninger, som der følger ved, at der ikke er et plejecenter i Stenderup-Krogager, ikke er taget med i regnestykket.
Hvad kommer det til at koste at pendle frem og tilbage mange gange i døgnet på Tingvejen fra Grindsted til Stenderup-Krogager til de borgere, der (måske) stadig skal have hjemmehjælp?
Ville det være muligt at have sparet et antal halve stillinger på Engbo, så medarbejdere evt. kan have delt tjeneste på 2 forskellige plejecentre?
Det virker mærkeligt, hvis der kun kan spares en dagvagt på Engbo. Nej, det virker ikke mærkeligt. Det er direkte inkompetence i forvaltningens beregninger.

Jeg er rimeligt sikker på, at årsagen til manglende lyst til at se på alternative løsninger skal findes i forvaltningens ledelse. Et stort flertal i ledelsen af den kommunale forvaltning pendler ind fra store byer udenfor kommunen, og i og med at lederne hovedsageligt bor i større byer, så er min påstand, at det kan være mere end almindeligt vanskeligt for dem at forstå, at mindre enheder har sin berettigelse.

På den kommunale ledelsesskole er store enheder åbenbart det eneste man underviser i, Så kan man sidde på behørig afstand af virkeligheden med sine regneark og få det hele til at gå op.

Problemet er bare, at det igen og igen viser sig, at virkeligheden ikke passer ind i regnearkene, og i stedet for at få regnearkene afstemt med virkeligheden, så prøver man i stedet at få virkeligheden tilpasset, så den kan passe ind i et regneark.

Jeg vil æde min gamle kasket på, at besparelsen på 3,1 mio kr. ikke realiseres, og når den ikke gør det, så er man hurtig til at give skylden til de hårdtarbejdende medarbejdere i marken og deres skyhøje sygefravær. Sygefraværet stammer dog fra regnearkene, og det er man fuldstændig uvillig til at indrømme.

Mit forslag er, at der skal være bopælspligt i Billund Kommune for ledere i den kommunale forvaltning, så kan man opleve på egen krop og familie, hvad Billund Kommune er for en størrelse og dermed udøve ledelse, der værdimæssigt er afpasset Billund Kommune. Vi er mange i kommunen, der finder stor værdi i at være en del af et mindre samfund, hvor man er tæt på hinanden og hvor fællesskab ikke bare er et buzzword i en PowerPoint præsentation. Jeg er træt helt ind i mit landsbyhjerte over, at andre skal bestemme, at min by ikke er lige så meget værd som større byer. Vi har utallige gange været på barrikaderne over, at man igen vil forsøge at smadre vores landsby, og hver gang får vi at vide, at vi er møgforkælede og at vi jo nok kan forstå, at kommunen ikke har råd.
Nu vil mange nok angribe, at det jo er politikerne og ikke forvaltningen, der har truffet beslutningen om at lukke Engbo. Det er i og for sig rigtigt nok, men politikerne kan jo kun forholde sig til de beregninger, som forvaltningen giver dem eller dem, som de (måske) ikke giver dem. Og en besparelse på 3,1 mio kr. er svær at komme udenom, når man mangler 7 mio kr.
Jeg håber stadig, at der findes en løsning, så Engbo kan bestå. Engbo er ikke kun tal i et regneark. Engbo er for mange ældre mennesker i Stenderup-Krogager et sted, hvor man kan mødes flere gange om dagen, købe et måltid mad og få en dejlig dosis socialt samvær, som bare er en af de ting, der ikke kan medregnes i et regneark.

Venlig hilsen
Brian Duedal, Stenderup-Krogager