Jeg indrømmer det: Jeg hader valgkamp. Men jeg elsker politik – og alt det, ofte usynlige rugbrødsarbejde, der følger med.
Da jeg blev valgt ind i byrådet for fire år siden, skrev en ven på Facebook: “Ja, så må vi se, om de holder, hvad de lover.” Det ramte mig. “De”? Jeg havde jo lige været en del af “os”.
Når vi begynder at omtale folkevalgte som “de”, som nogen, der er grundlæggende forskellige fra “os andre”, så har det store konsekvenser. Når vi konstant sætter spørgsmålstegn ved politikeres motiver og omtaler dem som virkelighedsfjerne idioter bag store skriveborde, så er vi faktisk i gang med at undergrave det demokrati, vi alle er en del af.
Lokalpolitik i en lille kommune som vores er virkelig lokalt. Alle der bliver valgt til den nye kommunalbestyrelse kommer til selv at møde konsekvenserne af de beslutninger de træffer. OG vi kommer til at møde vælgerne ved køledisken. For vi er en del af ”os”. Og sådan skal det være.
Jeg er social-demokrat – og begge dele af det ord betyder meget for mig. Jeg tror på fællesskab og på at løfte i flok og jeg tror på, at demokrati er den bedst tænkelige styreform.
Derfor håber jeg, at du – uanset politisk ståsted – vil bruge din stemme og tage del i samtalen. For demokrati dør ikke af uenighed. Det dør af ligegyldighed.
Demokrati er besværligt, langsomt og nogle gange frustrerende. Men alternativet, det vil jeg helst ikke tænke på.
Godt valg!
Venlig hilsen
Birthe Nielsen, Hejnsvig, kandidat til KV25 i Billund kommune for Socialdemokratiet



