Læserbrev: Jeg ønsker at arbejde videre med den gode udvikling, vi sammen har skabt

Når jeg stiller op til endnu en valgperiode som borgmester, er det fordi jeg brænder for at fortsætte det arbejde, vi allerede er i gang med i Billund Kommune. Jeg tror på, at politik først og fremmest handler om mennesker og om at skabe rammerne for, at alle kan leve et godt liv – hele livet.

Uanset om du er nyfødt, går i skole, står midt i arbejdslivet eller er gået ind i den tredje alder, så skal Billund Kommune være det bedste sted at bo. Det er ikke et slogan, men en retning, jeg hver dag arbejder for.

I de sidste otte år har jeg haft fornøjelsen af at være en del af byrådet og de seneste fire år som borgmester. Jeg har oplevet, hvad vi kan skabe, når vi står sammen som kommune. Og jeg har mærket, hvor meget det betyder, at beslutninger træffes med både menneskelighed, omtanke og et klart blik for fremtiden.

For mig er ansvarlighed ikke bare et ord. Det er handling. Det betyder også, at vi nogle gange må træffe beslutninger, der ikke er populære i momentet, men som er nødvendige for at sikre en stærk økonomi og et solidt fundament for kommende generationer. Jeg tror på langsigtet udvikling og på små forbedringer, der kan mærkes i hverdagen.

Jeg ønsker at fortsætte som borgmester, fordi jeg gerne vil fastholde den retning, vi i fællesskab har sat. Billund Kommune er i en god udvikling, og de valg, vi træffer nu, har betydning mange år frem. Derfor skal vi holde fast i en økonomi, der giver os handlekraft – både til at sikre velfærden og til at investere i den vækst og de muligheder, der gør vores kommune attraktiv for både borgere og virksomheder.

Vi skal fortsætte arbejdet med at udvikle vores stærke byer, skabe endnu bedre skoler og pasningsordninger samt at sikre de bedste rammer for vores sprudlende foreningsliv. Og vi skal fastholde vores tætte samarbejde med erhvervslivet, fordi det er her, fundamentet for arbejdspladser, udvikling og nye muligheder bliver skabt.

Billund Kommune skal blive bedre og bedre – år for år. Dét arbejde er jeg klar til at fortsætte. Og jeg håber på din tillid til at gøre det i endnu en valgperiode.

Venlig hilsen

Stephanie Storbank, Stenderup/Krogager, borgmester og kandidat til KV25 i Billund kommune for Venstre