Læserbrev: Er den sunde fornuft røget ud med affaldet?

En af dagens små sysler gik ud på at rydde op i stakken af gamle aviser. Her faldt mit blik så på den avis, der bragte den dårlige nyhed, at rensningsanlægget i Loft ikke længere måtte omdanne madaffald til biogas. Jeg husker, at jeg, da jeg læste artiklen første gang, tænkte, at det måtte udløse en stærk reaktion fra lokalbefolkningen, og at journalister nok ville følge op på sagen.

Folk, jeg har talt med, har godt nok rystet kraftigt på hovedet, men stormen og ”gravearbejdet” hos journalisterne er udeblevet.

Jeg er nu af den mening, at tåbelige beslutninger ikke bør ”dø i synden”. Gennem årtier har den visionære måde, vi har behandlet vores organiske affald på, vakt opmærksomhed fra nær og fjern. Kommunens skoleelever har besøgt anlægget og draget nyttig læring af stedet, og ingenører, politikere og andet godtfolk fra så fjerne egne som Kina og Japan har fået inspiration til efterlevelse. Som der stod i overskriften, har anlægget været ”kommunens stolthed” helt tilbage fra den gamle Grindsted Kommune, men nu har Folketinget så besluttet, at det skal være slut, fordi kommunerne efter en ny lov ikke må udvinde energi (biogas) eller behandle madaffald, som i sidste ende så havner som gødning på landmændenes marker.

Det giver simpelthen ikke mening, at man træffer beslutninger i den hellige privatiserings navn, når det strider mod al sund fornuft. Her har vi et anlæg, hvor vi på nærmeste hold kan iagttage naturens kredsløb – fra bord til jord. Det er bæredygtigt, det er klima- og ressourcevenligt og så er det rentabelt. I stedet skal vores madaffald så transporteres 30-40 km til Holsted, som af nogen vurderes at være ”i nærheden”. Jeg er spændt på at se det klimaregnskab, når man sammenholder dieseldampende lastbilers udledninger af CO2 med udbyttet fra biogassen? Jeg har en stærk formodning om, at der havner en ekstraregning hos os borgere.

Jeg undrer mig over, hvad det her egentlig er for en lov, og hvem der har set nødvendigheden af den? Hvis loven er vedtaget i 2022, hvorfor hører vi så først om den nu? Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen af vores lokale politikere på tinge tror på, at der er noget at stille op. Hvis noget er så indlysende galt og imod både den sunde fornuft og den grønne omstilling, må det vel tilbage i salen?

Den sunde fornuft har tit trange vilkår, men man har da altid lov at håbe, at den vinder engang imellem.

 

Venlig hilsen

Chris Ælmholdt, (SF), Grindsted