Læserbrev: Er lokalplanen for Billund Syd for restriktiv?


Det kommer selvfølgelig an på, hvem man spørger. Personligt mener jeg, at lokalplanen er udemærket. Der var selvfølgelig ting, som jeg gerne havde set anderledes. Sådan er det i et demokrati – kompromisernes kunst.

I flere indlæg på de sociale medier og i læserbreve bliver vi i Teknik- og Miljøudvalget beskyldt for ikke at lytte til høringssvarene. Jeg kunne ikke være mere uenig! Men det er klart, at vi ikke kan imødekomme alle høringssvarene, når mange af disse vil vidt forskellige ting. Nogle ønsker lokalplanen skal mere restriktiv mens andre ønsker den mindre restriktiv. Det kan være meget vanskeligt at gøre begge dele.

Alligevel synes jeg, at vi i Teknik- og Miljøudvalget har forsøgt, at lytte så meget til høringssvarene, som det var muligt, for at lande et politisk flertal og en aftale. Jeg er glad for, at vi i udvalget, kunne blive enige om, at sætte os ned en gang til og gennemarbejde lokalplanen – denne gang med høringssvarene som arbejdsredskab, og ikke haste lokalplanen igennem, som nogle ønskede det.

Personligt mener jeg, at det faktisk er lykkedes, at imødekomme dem, som allerede bor i området, som ønsker visse begrænsninger i lokalplanen samt dem, som mener, at der slet ikke bør være nogle begrænsninger. Hvordan kan det så lade sig gøre?

Lokalplanen er opdelt i flere områder. I de områder som i lokalplanen kaldes for A, B1, D1 og D2 er det en privat bygherre, der skal bygge. Han har i tæt samarbejde med forvaltningen designet området, hvor han skal bygge. Vi må derfor formode, at han ikke tænker, at planen er for restriktiv.

Hvis vi kigger på områderne langs med Sønderkær Bæk, har vi ændret det sådan, at man skal bygge i lyse eller grålige nuancer. Dette for at imødekomme beboernes ønske langs Sønderkær Bæk, om at kommende byggerier ikke skal bygges i mørke farver.

Af de områder, som bliver udstykket til almindelige parcelhusgrunde, er det kun område F samt B2, at der stilles krav til materialevalg. Område F som forklaret ovenfor, for at imødekomme ønsket fra beboerne langs Sønderkær Bæk. B2 for for at skabe en helhed i området med B1.

Det vil sige, at der i områderne C, E1, E2, G, H1, H2 og I (langt størstedelen af området med almindelig parcelhusgrunde) ikke stilles krav om hverken materialevalg eller tagformer.

At et parti så har den frækhed at påstå, at vi i udvalget kun har foretaget “små symbolske indrømmelser, fordi vi er få måneder fra et kommunalvalg ”- ja det må stå for deres egen regning. Jeg betragter dog min kollegaer i Teknik – og Miljøudvalget som meget arbejdsomme, vi lytter til borgerne og vi har et godt samarbejde på tværs af partiskel.

 

Venlig hilsen
Simon Nicolajsen Jørgensen, byrådsmedlem og kandidat til KV21 for Socialdemokratiet