Tirsdag den 1. juli træder den nye ældrelov i kraft. For mig er de to vigtigste værdier, at de ældre skal have mere selvbestemmelse, og at der skal skabes et tæt samspil mellem de pårørende, lokale fællesskaber og frivillige.
Det gjorde Ældrerådet også opmærksom på i deres høringssvar til kommunen. Ældrerådet ønskede , at samspillet mellem lokale fællesskaber og civilsamfund fremgik tydeligere af kommunens oplæg til de kommende pleje- og omsorgsforløb.
Forvaltningen svarede: ”Generelt vil der i tilrettelæggelsen af forløbene være fokus på inddragelse af pårørende, samt at motivere borgeren til at deltage i lokale fællesskaber og deltage i relevante frivillige tilbud i civilsamfundet.” Det er efter min mening et fluffy og upræcist svar, når de ældres selvbestemmelse og samspil med lokale fællesskaber bliver nogle af de bærende værdier i reformen.
Jeg vil opfordre til, at de lokale afdelinger af Ældresagen bliver inddraget som kommunale partnere, når lovens ord om især meningsfulde fællesskaber skal gøres til virkelighed. Jeg tror, at de har den bredeste kontakt til seniorer og ældre i Billund kommune.
Den 1/1 2025 var vi 6.456 seniorer og ældre i Billund kommune. Heraf 8 hundredeårige og 5 på vej til at blive det. Vi har en god kommune at blive ældre i, bl.a. fordi vi har rigtig mange frivillige til at skabe livskvalitet i mangeartede fællesskaber, og det forhold skal vi passe på at bevare og udvikle.
Venlig hilsen
Kai Bayer, Grindsted, kandidat for S til KV25
Læserbrev: Fra hjemmehjælp til helhedspleje
