Læserbrev: Grib mulighederne for vækst!


Billund Kommune har potentiale til at blive større. Væsentligt større end tilfældet er med de nuværende 26.551 indbyggere (pr. 1. januar 2021). Vi kan nemlig både indfri efterspørgslen efter gode rammer og ønsket om mere fritid og nærhed i livet!

Der pendler ca. 9.000 borgere ind i Billund Kommune hver dag for at arbejde. Dem kan vi tilbyde mere fritid, hvis de bosætter sig i vores kommune. Hvis blot 10% af disse med deres familier gør det, vil det give ca. 3.000 nye indbyggere til kommunen. Det kræver en målrettet indsats, og vi er i skarp konkurrence med de omkringliggende kommuner. Men hvorfor f.eks. ikke i samarbejde med virksomhederne arrangere 4 guidede busture om året for at vise dem rundt i kommunen? Vi har nemlig fantastiske rammer for det gode liv hér hos os! Vi har nærhed og et stort engagement i vores lokalområder, hvilket lokalrådene burde få mere kommunal hjælp til at markedsføre. Og vi kan tilbyde et bynært miljø med et aktivt ungdoms-, idræts-, kultur- og handelsliv i de to større byer.

For børnefamilier er der tilmed det plus, at Børnenes Hovedstad ligger i kommunen. Det indebærer mere end at vi allerede nu ligger over regeringens ønskede minimumsnormeringer i kommunens daginstitutioner. Det betyder først og fremmest, at vi satser massivt på at lade vores børn få medindflydelse på både deres egen og kommunens fremtid. Hvilket faktisk er ganske unikt.

Vi ser således et stort vækstpotentiale for bosætningen i Billund Kommune. Lad os derfor gribe mulighederne!

 

Med venlig hilsen

Mette Roed og Peter Fredensborg, kandidater til KV21 for Venstre