Læserbrev: Hvis vi ønsker, at de unge vælger Billund til – skal de kunne mærke, at vi vælger dem først

Lad os være ærlige: De unge har næsten ikke været synlige i denne valgkamp. Den yngste kandidat der stiller op har rundt de 30 år, og der har ikke været en eneste debat på ungdomsuddannelserne. Det fortæller mig, at vi som politikere har en opgave foran os – nemlig at komme i øjenhøjde med de unge.

Jeg tror ikke, de unge vælger Billund fra, fordi de ikke kan lide kommunen – men fordi de ikke kan se sig selv i den. Når børn bliver teenagere, bliver der stille. De efterlyser samlingssteder, musik og fællesskaber. Det skal vi tage alvorligt – som en invitation, ikke som kritik.

Vi skal give de unge stemme, rum og ansvar. Vi skal ikke kun bruge Ungerådet mere aktivt – vi skal også lytte mere til de unge og tage deres idéer alvorligt. Samtidig bør vi skabe en mikropulje, hvor unge hurtigt kan få støtte til egne initiativer – uden bureaukrati. Det viser tillid og giver energi.

Og så skal vi tænke længere end fritid. Vi mangler arbejdskraft, så vi skal bygge bro mellem ungdomsliv, uddannelse og job. I Hedensted Kommune har man for eksempel gjort det til en tradition at hente de unge hjem til jul – i busser! En lille, men varm gestus, der får de unge til at se sig selv vende hjem igen efter studietiden.

Små initiativer kan gøre en stor forskel. For hvis vi ønsker, at de unge vælger Billund til – så skal de kunne mærke, at vi vælger dem først.

 

Med venlig hilsen

Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted, Spidskandidat for Moderaterne til KV25 i Billund kommune