Læserbrev: Et værdigt Seniorliv

Det gør mig ked af det, når jeg læser eller nogen taler om en “ældrebyrde”. Det giver ingen mening at omtale vores seniorer med så negativ en klang. De har været og langt de fleste er fortsat en kæmpe styrke for vores samfund gennem arbejdsliv, frivillighed og familieliv. Derfor skal alle ældre mødes med værdighed og have medbestemmelse, tryghed og glæde i alderdommen.

Mange ældre ønsker at blive længst muligt i eget hjem med hjemmepleje, eventuelt kombineret med daghjem. Samtidig vokser interessen for seniorbofællesskaber, som giver både tryghed og fællesskab. Her skal vi som kommune være på forkant og sikre, at rammerne er på plads. Samtidig skal vi naturligvis også sørge for, at der er nok plejehjemspladser til dem, der har brug for det. Derfor er den dynamiske budgetmodel, hvor midlerne til ældrepleje følger udviklingen i antallet af ældre, helt afgørende.

Jeg er stolt af, at vi i Socialdemokratiet har været med til at indføre samstyrende teams. Det betyder, at færre forskellige medarbejdere kommer hos den ældre, og at et fast team i stedet kender borgeren og den enkeltes behov. Det skaber både tryghed og større tilfredshed for ældre og pårørende.

Er vi så i mål? Nej. Behov og ønsker ændrer sig hele tiden. At være +80 år i dag er noget helt andet end for 20 år siden. Men vi er et godt sted i forhold til mange andre kommuner. Der kan og skal dog altid ses på, hvor vi kan blive bedre – og det skal vi som kommune aldrig slippe fokus på.

 

Venlig hilsen

Martin Alminde Friis, Spids- og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Billund Kommune