Læserbrev: Kabinescooter-pool og lån til el scooter kan skabe frihed og fællesskab

Aktiv borgerinddragelse kan være mange ting. Nogle har foreslået en sløjfebus, som sikkert kan løse nogle af de transportudfordringer, vi ser i kommunen. Men jeg vil gerne have undersøgt, om Billund Kommune må etablere en kabinescooter-pool i de forskellige byer.

Tanken er, at borgere fra tid til anden kan låne en kabinescooter for eksempel for at køre fra Sdr. Omme til Grand Senior, til bankospil, eller for at unge kan tage til et foredrag om aftenen. Samtidig kunne kommunen tilbyde lån med tilbagebetaling til almindelige el-scootere, så flere får mulighed for at komme rundt på egen hånd.

I en tid, hvor vi taler om at bekæmpe ensomhed og få flere frivillige til at engagere sig, må vi turde tænke nyt. Der er mange, som falder mellem to stole:
De er ikke så gangbesværede, at de har ret til hjælpemidler men heller ikke så friske, at de kan gå længere strækninger, for eksempel fra Lyngsøparken til Nymarksvej.

En sløjfebus vil kunne hjælpe nogen, men den kan ikke dække alle behov. En kabinescooter-pool og lån til el bike kunne give flere frihed, fleksibilitet og lyst til at deltage i det lokale fællesskab.

Jeg kender ikke prisen på forhånd, men jeg mener, idéen er værd at undersøge. Hvis vi vil styrke fællesskab, livskvalitet og deltagelse, skal vi turde afprøve nye løsninger.

Venlig hilsen

Frank Mikkelsen, Dansk Folkeparti Billund, Kandidat til by og regionrådsvalget 2025, Billund kommune