Der er i øjeblikket debat om plejeboliger i Billund Kommune, og flere har udtrykt bekymring for en stigning af afslag i visitationen. Det er vigtigt, at vi har en faktabaseret samtale om noget så væsentligt som pleje og værdighed i alderdommen.
Fakta er: I hele 2024 er der givet to afslag på plejeboliger. Ifølge forvaltningen ville disse også være givet under tidligere visitationsregler. Der er altså ikke tale om en stramning i de tilfælde.
Ved sidste optælling havde vi 10 ledige plejeboliger – heraf fem på Fynsgades Plejehjem i Grindsted. Vi har aktuelt kapacitet, men vi planlægger også fremad. Med sundhedsreformen overgår visse genoptræningsopgaver til regionen, og Sydtoften kan dermed på sigt anvendes til flere plejeboliger.
Samtidig ændrer ældres ønsker sig. Mange vælger i dag aktivt at blive i eget hjem. Det støtter vi op om med hjemmepleje og daghjem. Hedelyng i Grindsted er et godt eksempel – et daghjem med omsorgsfuldt personale, hvor én ægtefælle får støtte og den anden et velfortjent pusterum. Derudover har vi også et daghjemstilbud, Sinne Gas, ved Værestedet på Billund Plejehjem, målrettet borgere med demens.
Vi oplever desuden stor efterspørgsel på seniorvenlige bofællesskaber, hvilket vidner om, at fremtidens +85-årige ikke nødvendigvis ønsker det samme som tidligere generationer.
Der er ikke én løsning, der passer alle. Men med fakta på bordet og blik for borgernes livsformer, kan vi sikre, at værdighed og selvbestemmelse går hånd i hånd.
De bedste hilsner
Jeyarajah Rasiah, medlem af Voksenudvalget- og Kommunalbestyrelsen, Grindsted
og
Martin Alminde Friis, Spids- og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Billund