Læserbrev: Sammen om kommunen

Gentagne gange i den kommunalvalgsperiode, der snart lakker mod enden, har der været borgere og virksomheder, som har følt at kommunalbestyrelsen ikke har lyttet til dem.

Og det er en svær balancegang, for som kommunalbestyrelse er man valgt til at træffe beslutninger -også de svære og på den anden side, så er vi valgt på vegne af kommunens borgere.

Og de beslutninger træffer vi, på grundlag af de anbefalinger vi får, de personlige erfaringer vi har gjort os og de henvendelser og høringssvar vi får fra borgere, organisationer og andre interessenter.

Men der er ofte et vist tidspres på beslutningerne og det kan være vanskeligt at få alle nuancer med, når man har en deadline.

Derfor vi vil i Socialdemokratiet gerne prøve og gå en anden vej og invitere til dialog med kommunens borgere og andre interessenter om emner der rør sig, men som der ikke nødvendigvis er store dagsordner på vej for. Så vi kan have borgernes synspunkter og prioriteringer med i vores overvejelser, når vi står i de svære valg. Vi tænker at borgermøder, hvor vi møder borgerne i øjenhøjde og lytter til deres syn på hverdagen kunne være en vej til den dialog. Vi vil gerne høre om dine personlige erfaringer, dig der oplever dagligdagen tæt på.

Da jeg blev spidskandidat, var det netop med et mål, at vi som parti skulle tættere på borgerne. Det er vi så småt begyndt på og det er et arbejde, der fortsætter hen mod valget, men lige så vigtigt, at det også er en arbejdsform der skal fortsætte efter valget.

Derfor starter vi nu en kampagne fra socialdemokratisk side med borger inddragelse og vi håber, I vil støtte op og være med til at åbne vores øjne.
For vi er sammen om kommunen!

Med venlig hilsen
Brian Nissen
Socialdemokratisk borgmesterkandidat