Læserbrev: Velkommen Ulrich!


Radikale Venstre er igen repræsenteret i byrådet i Billund Kommune. Ulrich Kristensen har valgt at bruge sin politiske energi og at udklække sine politiske visioner for udviklingen af Billund Kommune hos og sammen med os. Det er vi i den lokale partiforening rigtig glade og taknemmelige for. Jeg er sikker på, at Ulrich vil blive et stærkt aktiv for Radikale Venstre og at partiet sammen med Ulrich kan være med til at udtænke nogle visioner og ideer til gavn for Billund Kommune.

Som et forum hertil har vi valgt at arrangere nogle dialogmøder på Rådhuset i Grindsted. Disse skal fungere som en form for uformel tænketank, hvor Ulrich Kristensen orienterer om den aktuelle politiske agenda og hvor vi sammen drøfter mulige visioner og strategier for de enkelte kommunale områder. Møderne, som starter kl. 19, er åbne for alle (også ikke-medlemmer). De første datoer er mandag d. 10. april, torsdag d. 4. maj og mandag d. 12. juni.

Og – bare rolig – vi finder et lokale, hvor der er ”højt til loftet”.

Mvh

Hans Jørgen Skriver, Formand for Radikale Venstre i Billund Kommune