Prioriteringer i et budget kræver mod, men også indsigt i en proces, hvor der er forskel på service og anlæg.
Da jeg selv kom ind i kommunalbestyrelsen for 4 år siden og sad med ved de første budgetforhandlinger, fik jeg indsigt i en proces hvor man ikke “bare” kan bestemme selv hvordan man vil prioritere pengene.
Vi er underlagt nogle stramme nationale regler om hvordan vi kan anvende pengene, her opstår forskellen på anlæg og service:
Anlæg er eksempelvis bygninger, veje, cykelstier og renoveringer.
Service er løbende drift af vores dagtilbud, lønninger, ældrepleje og sociale tilbud.
Vi kan ikke bare flytte penge fra en kasse til en anden:
Så hvis vi eksempelvis sparer 5 millioner på en cykelsti, kan vi ikke bare overføre dem til serviceområdet og derved ansætte flere pædagoger i skolen eller bruge flere penge på vores ældrepleje.
De løbende udgifter til velfærd tæller på kommunernes serviceramme. Der er et loft for, hvor meget kommunerne samlet må bruge på service, og hvis kommunerne samlet overskrider den aftalte ramme, risikerer kommunerne økonomiske sanktioner.
Da jeg selv blev bevidst om dette, gik det op for mig at det jo nok er en del af de udfordringer man som borger oplever. Hvorfor kan man anlægge en cykelsti hvis vi mangler pædagoger i vores skoler – kan man tænke? Forklaringen er forskellen på anlæg og service – de to kasser som vi arbejder med når vi starter budgetprocessen.
Vi fra SF går ind til forhandlingerne godt klædt på af et budgetmateriale, 50 høringssvar og en masse samtaler med gode borgere i Billund Kommune.
Vi føler os oplyste, og dét vi ikke har fået svar på, er der anledning til nu og undervejs i processen. Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at nogle har brugt tid på at skrive alle de høringssvar og har rakt ud til os.
Det er jer, der giver os indsigt i hvad de enkelte besparelser og omprioriteringer kan betyde for jer.
Venlig hilsen
Rie Køppen, gruppeformand for SF Billund