Både for forbipasserende og for politiet er det en gåde, hvordan et uheld på Grønningen i Billund kunne finde sted.
Kl. 12.37 fik politiet meldingen om at en bil lå på taget på Grønningen mellem Kærhusvej og rundkørslen ved Plougslundvej. Samme sted var også en lygtepæl blevet nedlagt.
Heldigvis slap den 67-årige fører af bilen uskadt og hun kunne selv komme ud af den forulykkede bil.
Kvinden har til politiet forklaret, at hun kom kørende med max 20 km/t, ramte lygtepælen og pludselig lå bilen med bunden i vejret.
Politiet gør ikke mere ved sagen, da der er tale om et solouheld.
Grønningen var spærret på uheldsstedet halvanden times tid, mens bilen blev fjernet og glasskår fejet op.



