Mira fik særlig hæder – kun to elever i hele landet blev kåret

Mira Dahlmann fra REMA 1000 i Grindsted er blevet kåret som Årets Elev 2026 – en titel, som kun to af kædens elever i hele Danmark har fået i år.

Det skriver Netavisen Grindsted.

Kåringen fandt sted ved REMA 1000s afslutningsfest for årets færdiguddannede elever på Kysthotellet i Grenå. Her blev Mira hædret sammen med Jacob Storm Søndergaard fra REMA 1000 i Søften.

Mira blev den 14. august udlært som salgsassistent efter to års uddannelse. Hun begyndte oprindeligt som ungarbejder i Grindsted-butikken og fortsætter nu i butikken efter endt uddannelse.

Med titlen som Årets Elev følger en studietur til New York.

På længere sigt er ambitionen at tage REMA 1000s leder- og talentuddannelser med målet om en dag at stå i spidsen for sin egen butik.-