Lalandia udvider med nyt område for familiens mindste

Efter flere års planlægning har Lalandia i Billund netop åbnet et nyt 1000 kvm stort område i badelandet, der især er målrettet de yngste gæster og deres familier. Det nye område rummer blandt andet et stort børnebassin, et varmtvandsbassin og en sprudlende Fountain Park fyldt med springvand med forskellige højder og lyseffekter, der skaber et stemningsfuldt og eventyrligt vandunivers for de yngste gæster.

– Vi har glædet os til det her i mange år. Det er et ekstra tilbud til de mindste gæster, hvor man kan være sammen som familie. Vi har forsøgt at indrette det, så både de helt små og bedsteforældre kan få noget ud af det. De ældre kan måske tage en pause i det varme vand eller i nogle komfortable stole, mens resten af familien leger videre, siger en glad centerdirektør i Lalandia i Billund, Jesper Eckman-Nielsen.

Udvidelsen er ikke kun en investering i oplevelser – det er også en reaktion på øget efterspørgsel og flere gæster.

– Det sker på baggrund af nogle gode år, og vi vil gerne fastholde den vækst. Når vi bygger flere feriehuse, skal vi selvfølgelig også udvide faciliteterne – og derfor åbner vi det nye område i dag, lyder det fra Jesper Eckman-Nielsen.

Men det stopper ikke her. Lalandia arbejder også på en større udvidelse af bowlingcentret, som efter planen åbner til jul med seks ekstra baner.

I dag råder Lalandia i Billund over knap 1.000 feriehuse med en samlet kapacitet på omkring 6.000 gæster. Af dem kan op mod en tredjedel opholde sig i badelandet samtidigt. Og der er stadig mulighed for at vokse.

– Vi har jord nok til at opføre yderligere 500 huse, og så længe interessen og væksten er der, så fortsætter vi med at bygge – både feriehuse og centerfaciliteter, siger Jesper Eckman-Nielsen, som samtidig understreger, at idéerne til fremtidige udvidelser allerede er i spil.

Billunds borgmester Stephanie Storbank holdt tale umiddelbart før snoren til den nye afdeling blev klippet.

 

I den bagerste del af den nye afdeling er der store panoramavinduer så familiens mindste kan kigge lidt på Lalandias geder mens de bader i det store bassin.