Nu kommer cykelstien mellem Billund og Grindsted

15 mio kroner fra den statslige cykelpulje sendes nu i retning af en realisering af den længe ønskede cykelsti mellem Grindsted og Billund.

– Kampen har været kæmpet i mange år og derfor glæder det mig også rigtigt meget, at der er blevet bevilget 15 mio. kroner fra den statslige cykelstipulje, til den længe ønskede cykelsti mellem Grindsted og Billund. Strækningen er i dag utryg for cyklister – både børn, unge, pendlere og turister og det glæder mig, at det er besluttet at trække stien mere ind i naturen og væk fra den trafikerede vej. På denne måde bliver turen på cyklen samtidig en naturoplevelse, siger det lokale folketingsmedlem, Anni Matthiesen, der er Venstres turisme- og landdistriktsordfører.

En cykelsti vil øge trafiksikkerheden for cyklisterne og dermed også forhåbentlig få flere til at tage turen på cyklen frem for i bilen.

– Det vil jo fremme sundheden samtidig med at det vil mindske biltrafikken og dermed CO2-udledningen. Samtidig vil den nye cykelsti være med til at styrke forbindelsen mellem to vigtige byer i kommunen – og dermed understøtte turismen i området. Så uanset om familien f.eks. vælger at tage på tur til LEGOLAND i Billund eller til Karensmindes Museumsgård i Grindsted, så kan det med den nye cykelsti fremover foregå på en tryggere og sundere måde, siger Anni Matthiesen.