LE GOURMET lukker i LEGO House


Det er lidt et luksusproblem LEGO House i Billund er kommet til at stå med.

2019 blev nemlig året, hvor der igen blev sat gæsterekord i Home of The Brick. Men de mange gæster mangler plads at være på, når der skal spises. For mens de gerne betaler for maden i Mini Chef og Brickaccino, så kniber det med at lokke de besøgende i gourmetrestauranten øverste oppe, LE GOURMET.

Derfor har ledelsen taget beslutningen om at lukke LE GOURMET, som derfor ikke vil åbne sammen med resten af huset efter vinterlukningen 18. januar 2020.

– At lukke LE GOURMET har været en svær beslutning, da vi grundlæggende holder af restauranten og ideen om at have en gedigen gourmetrestaurant i Billund. Omvendt er det ikke nogen hemmelighed, at det har været svært at tiltrække et kontinuerligt flow af gæster til restauranten. Og når man holder det faktum sammen med, at vi har kapacitetsudfordringer til vores gæster i dagstimerne, så giver det i sidste ende god mening at udnytte pladsen bedre, siger administrerende direktør i LEGO House, Jesper Vilstrup.

Allerede i uge 6 og 7 vil LEGO House teste et nyt madkoncept i stedet for gourmetrestauranten. Det bliver et moderne ”share food” koncept, hvor gæsterne ikke får individuelle serveringer, men deler måltidet med deres venner og familie ved bordet.

Der er altså ikke tale om at inddrage overetagen, så den populære MINI CHEF restaurant udvides – men i stedet et helt nyt madkoncept, som især er relevant på de dage, hvor der er rigtig mange gæster i LEGO House.

– Vores køkken, som servicerer MINI CHEF er allerede presset på kapacitet, så vi kan ikke skrue op for madlavningen der. Med det nye ”share food koncept” får vi et delikat alternativ til MINI CHEF og BRICKACCINO, som vi forventer vores gæster vil tage godt imod. Det ligger os fortsat meget på sinde at give en højkvalitetsoplevelse, og det gælder uanset om man leger i oplevelseszonerne, eller når man skal tankes op i spisestederne,  siger Jesper Vilstrup.

Sidste år havde LEGO House 281.786 betalende gæster gennem systemet.