Statsminister Lars Løkke Rasmussens nye regering, bestående udelukkende af partiet Venstre, har indskrevet Billund i regeringsgrundlaget.
I grundlaget for regeringsarbejdet i denne valgperiode står at:
“Regeringen vil igangsætte en undersøgelse af en ny midtjysk motorvej på strækningen Give-Billund-Lunderskov samt løbende søge at forbedre fremkommeligheden på den østjyske motorvej E45.”
Altså ser Venstre en ide i at koble den nye Midtjyske Motorvej (rute 18 Herning-Vejle) sammen med E20 mellem Esbjerg og Kolding med en motorvej indover Billund. Og det er noget Billunds borgmester, Ib Kristensen, glæder sig over:
– Jeg er da jublende glad og jeg synes også at det vil være utrolig godt for vores lufthavn og hele erhvervsudviklingen i kommunen at få den her Hærvejsmotorvej. Det er jo noget som vi har arbejdet for i mange år. Det er utrolig positivt, at det nu ligefrem står nedskrevet i regeringsgrundlaget, siger Ib Kristensen til BillundOnline.