Egentlig er det i Danmark kun forbeholdt kongehuset, statslige institutioner og de kongelige hofleverandører at udsmykke sine varer med den kongelige krone. Men helt ekstraordinært har Kongehuset givet tilladelse til, at erhvervsdrivende, organisationer, medier, kommuner og andre må bruge den kongelige krone i forbindelse med markeringen af tronskiftet på søndag.
Dét har Billund Bageri udnyttet og har i anledningen af den historiske dag på søndag kreeret en Tronskifte-kage – med kongekrone og majestæternes monogram.
– Vi havde i forvejen planer om at lave en særlig kage for at markere tronskifte, men nu er den så også blevet forsynet med Kongekronen, siger bagermester og indehaver af Billund Bageri, Per Klausen.
Tronskiftekagen fra Billund Bager består af flere lag – både mørke og lyse bunde, vanilje- og hindbærmousse, honningristede nødder, hvid chokolade og marcipan-pynt.
Tilladelsen til at bruge den kongelige krone løber fra den 8. til den 21. januar i år.