Lovforslag kan give håb til naboer ved kommende motorvej

Borgerne langs Gilbjergvej, der i årevis har levet i uvished om deres boligers fremtid, kan nu ane lys for enden af tunnelen. Et nyt lovforslag om ekspropriationsprocesser er sendt i høring – og det kan betyde, at det fremover bliver lettere for lodsejere i lignende situationer at få deres ejendom overtaget tidligere.

Det er gruppen Stavnsbundne lodsejere i Billund Kommune, stiftet i 2021, der har sat gang i sagen. Gruppen består af husejere, der er direkte berørt af planerne om en ny motorvej tæt på deres boliger. Ifølge lovforslaget skal der fremover lægges vægt på flere kriterier i vurderingen af, om en ekspropriation kan ske tidligere end normalt, hvilket kan give mere tryghed for de berørte familier.

Lovforslaget er blandt andet udarbejdet efter en henvendelse fra borgerne på Gilbjergvej, som er blevet taget videre til Christiansborg af de lokale folketingsmedlemmer Kris Jensen Skriver (S) og Anni Matthiesen (V).

Ole Holm, der har repræsenteret borgerne i forløbet, glæder sig over, at deres sag ser ud til at rykke:

– Jeg er rigtig glad for på vegne af mine naboer og mig selv, at demokratiet virker. Vi er interesserede i, at det bliver så konkret som muligt, men det er vores opfattelse, at lovforslaget her hjælper os, ligesom det vil hjælpe de steder, hvor man i dag står i en lignende situation, og det vil hjælpe fremadrettet. Jeg vil gerne rette en tak til vores to lokale folketingsmedlemmer samt til Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune, for hjælp og lydhørhed i de mange år, der er gået, siger Ole Holm.

Der vil fortsat være tale om individuelle vurderinger, og finansiering skal først godkendes i Folketingets Transportudvalg. Alligevel er vurderingen, at lovændringen kan blive en reel hjælp for familierne på Gilbjergvej.

Socialdemokraten Kris Jensen Skriver kalder det en vigtig milepæl:

– Jeg har arbejdet intenst med denne sag som folketingsmedlem. En sag som jeg hørte om for første gang, da jeg sad i byrådet. Det har ikke været en let sag, men det er glædeligt, at vi nu har nået denne milepæl. Sagen her er for mig et eksempel på, at politik handler om mennesker, og det virker med vedholdenhed. Vi skal nu sørge for at få ryddet de sidste sten af vejen, så borgerne kan få en afklaring, for det fortjener de, lyder det fra Kris Jensen Skriver.

Venstres Anni Matthiesen er enig i, at der nu sker fremskridt:

– Jeg glæder mig virkelig rigtig meget over, at vi har formået at skubbe denne sag i en bedre retning, og at der efter en meget lang kamp endelig sker noget. Jeg ved, at det betyder meget for borgerne på Gilbjergvej, som længe har levet i uvished, og som forhåbentlig nu får bedre mulighed for at komme videre og skabe ro omkring deres fremtid. Med dette må vi erkende: At hvor der er vilje, er der heldigvis en vej, siger Anni Matthiesen.

Lovforslaget er i høring frem til den 17. november. Herefter behandles høringssvarene, inden der er planlagt førstebehandling i Folketinget i februar.