Der er de lokale engagerede musikelever og korsangere og så er der den kendte solist. Det plejer at være en magisk oplevelse, når MAGION og Billund Kulturskole afvikler årets julekoncert – denne gang med Billund Kulturskoles ensembler og Trine Gadeberg som solist.
Koncerten løber af stablen tirsdag den 18. december kl. 19.00, hvor publikum kan opleve de traditionsrige julemelodier, fremført af nogle af områdets passionerede musikelever og
korsangere. Aftenen vil byde på optrædener fra en række af Kulturskolens ensembler med LEGOLAND Billund Garden til at åbne det hele.
– Vi glæder os meget til at bringe mange af vores elever i spil til julekoncerten i MAGION. Udover LEGOLAND Billund Garden skal vores elever på Talent Billund Musik præsentere smukke
fortolkninger af klassiske julesange, og Kulturskolens voksenkor, Go Vocal, der over kort tid er blevet kendt i lokalområdet for sin dynamiske energi og smittende glæde ved musikken, vil
fremføre både traditionelle og moderne julesange, siger Casper Jensen, der er souschef på Billund Kulturskole.
Kulturskolens børnekor samt det helt nye kor, Audio Vibes, som er et rytmisk kor med unge fra 14-20 år, der til dagligt øver i UKH i Grindsted, er også blandt aftenens optrædener. Og så spiller Billund Koncertorkester med på flere udvalgte julesange. Alt i alt forventes over 150 aktører at gå på scenen den 18. december med optrædener i forskellige konstellationer samt til de store fællesnumre, hvor alle er på scenen.
– Jeg tror godt publikum kan glæde sig til en flot opsætning, når så mange engagerede musikere og korsangere går på scenen sammen. Og med Trine Gadeberg i spidsen, der er kendt for sin rolle i Nissebanden og desuden hvert år turnerer med et væld af julekoncerter og senest figuren, Pelle, er jeg sikker på, vi får en aften i både julens og fællesskabets ånd, siger eventansvarlig i MAGION, Pernille Steffensen.