Nicolai Skytte, der kom til GGIF sidste sæson som 1. års senior, har på kort tid gjort et stort indtryk. Han spillede en afgørende rolle i oprykningen til ligaen – noget der også resulterede i kåringen som årets spiller i 1. division før sommerferien.
Og selvom parterne har papir på hinanden indtil sommeren 2026, så står det allerede nu klart at Nicolai Skytte har valgt at udnytte en klausul i sin kontrakt med GGIF, som gør at han kunne forlade klubben hvis den rette chance bød sig.
Og det har den gjort nu, hvor han har lavet aftale med hvad GGIF kalder en “etableret ligaklub” – det er ifølge Handballtransfer Sønderjyske, som i næste sæson får glæde af Nicolai Skyttes talent.
– I GGIF er vi stolte af at være en klub, der både giver plads til håndbold på højt niveau og understøtter spillernes civile karrierer. Men vores mission er også at udvikle unge talenter og hjælpe dem med at tage det næste skridt, og det har hele tiden været en del af planen, at Skytte en dag skulle videre. Vi takker Nicolai for hans store indsats og ønsker ham alt det bedste fremover. Vi er stolte over at have været en del af hans rejse, skriver GGIF Håndbold i et facebookopslag.