Når den danske feriehøjsæson slutter, går den udenlandske feriehøjsæson først rigtigt i gang. Så aktiviteten i Billund Lufthavn i august har i stor grad været løftet af danske erhvervsrejsende og udenlandske turister ind til Danmark.
Antallet af passagerer sætter igen en imponerende rekord. For med 436.012 passagerer igennem terminalen i august 2022 vækster passagertallet med intet mindre end 11,8 procent ift. august 2019. Det kræver og har krævet hårdt arbejde fra medarbejderne i lufthavnen, konstaterer Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn:
– Siden 2010 har vi vækstet kontinuerligt med 3-6 procent årligt kun afbrudt af Corona, og det har været rigtig gode resultater. Det er med de vækstrater, vi skal nå vores mål om syv millioner passagerer i 2040. Derfor kan det virke surrealistisk at stå med så massive vækstrater. Men nu har vi sat månedsrekord for den enkelte måned siden april. Det har krævet og kræver en helt særlig indsats af vore medarbejdere. Så en stor tak skal lyde til alle i Billund Lufthavn for at lykkes med disse rekorder, siger Jan Hessellund.
Undervejs i nedlukningen de sidste par år har flyselskaberne i den grad anerkendt Billund Lufthavn, som Vestdanskernes primære lufthavn, med næsten 40 nye destinationer. I august er der blevet præsenteret tre nye destinationer igen.
Wizz Air åbner en ny rute til Craiova i det sydvestlige Rumænien med to ugentlige afgange fra den 18. december. Fra den 7. januar letter SkyAlps også fra Billund Lufthavn med retning mod det populære skiområde i Sydtyrol. Sidst men ikke mindst er Kap Verde kommet på som charterdestination med Spies.
– Vi sætter utrolig stor pris på flyselskabernes anerkendelse af Billund Lufthavn, men vi kan også se, at vi lykkes med at fylde sæderne i samarbejde med flyselskaberne. Selvom vi får så mange nye ruter, så holder vi fast i samme belægningsgrad, som vi gjorde i 2019. Så vi kan i den grad fastslå, at efterspørgslen er tilbage og passer perfekt til det store udbud fra Billund Lufthavn, fastslår Jan Hessellund.