Politiet bekræfter anmeldelse efter hærværk og bål i FDF-hytte

Politiet har modtaget en anmeldelse efter flere uheldige episoder i bålhuset på FDF-grunden i Stenderup-Krogager. Det bekræfter politiet over for BillundOnline.

Ifølge et opslag fra FDF Stenderup-Krogager har unge opholdt sig i bålhuset, hvor der blandt andet er blevet brændt forskellige genstande af og efterladt flasker og affald. Episoderne har skabt både utryghed og potentielt farlige situationer på området.

FDF opfordrer nu forældre i lokalområdet til at tage en snak med deres børn om ansvarlig adfærd, når de opholder sig på grunden.

– Man må gerne være på vores område og bruge bålhytten, men det kræver, at man opfører sig ordentligt og rydder op efter sig, lyder budskabet i opslaget.

Anmeldelsen er ifølge FDF sendt til politiet for at sikre alles tryghed og for at forebygge, at lignende episoder gentager sig.

Samtidig bruger FDF lejligheden til at efterlyse forældre eller frivillige, der har lyst til at være med til at starte FDF op igen for de yngste årgange i Stenderup-Krogager.