Behovet er der. Men prisen blev for høj.
Sådan kan situationen omkring flere vuggestuepladser i Hejnsvig kort beskrives efter årets budgetforhandlinger.
I stedet for at sætte omkring 14 millioner kroner af til den løsning, politikerne havde fået præsenteret, er der afsat 500.000 kroner til en forundersøgelse, der skal finde andre muligheder.
– Vi havde gerne set børnehaven, men jeg kunne heller ikke se os bruge 14 millioner på det, siger Mogens Jørgensen (DD).
Han mener ikke, det kan passe, at behovet ikke kan løses billigere.
– Vi har den holdning, at det kan ikke passe, at det ikke kan gøres for under 14 millioner. Og det får vi så undersøgt, siger Mogens Jørgensen.
Den opfattelse deler SFs Rie Køppen. Hun peger på, at behovet for vuggestuepladser ikke alene skyldes flere småbørnsfamilier i Hejnsvig. Der kommer ifølge hende også børn til fra blandt andet Hovborg.
– Den eneste grund til, at vi ikke alle sammen synes, vi skal lave sådan en vuggestue nu, er jo, fordi vi har fået et oplæg, der hedder 14 millioner, siger hun.
Også Martin Alminde Friis (S) understreger, at planerne ikke er opgivet.
– Man skal hæfte sig ved, at vi ikke har opgivet en vuggestue i Hejnsvig. Vi kigger på alternative løsninger, siger han.


