Ryanair vender tilbage til Billund Lufthavn

Foto: Ryanair


På et pressemøde online i dag meddelte det irske flyselskab, Ryanair, at de vender tilbage til Billund Lufthavn, hvor der oprettes en base fra oktober.

Her vil Ryanair igen placere to fly i Billund Lufthavn, og samtidig åbnes syv nye ruter. Det kommer oven i de ni sommerruter, der fastholdes vinteren over. Dermed kommer det irske lavprisselskab op på 26 ruter fra Billund Lufthavn den kommende vinter.

Ryanair droppede sin base i Billund tilbage i sommeren 2015 som følge af en faglig konflikt. Siden da er der ifølge Ryanair lavet flere aftaler med danske fagforeninger, så ledelsen i det irske flyselskab ser ingen problemer i at vende tilbage til Billund nu.

Og i lufthavnen er der glæde over Ryanairs tilbagevenden:

– Vi er så glade for at byde Ryanair velkommen tilbage. Vi har været igennem en svær tid, så det er rart med lidt lyspunkter, siger Jan Hessellund.

Ryanair satser selv på at kunne sende 1 mio passagerer gennem Billund Lufthavn i 2022.

Her er Ryanairs nye destinationer fra Billund
Sevilla (Spanien)
Tallinn (Estland)
Wroclaw (Polen)
Göteborg (Sverige)
München (Memmingen, Tyskland)
Sibiu (Rumænien)
Bruxelles (Charleroi, Belgien)