En noget særlig gudstjeneste vil søndag den 21. januar finde sted i Billund Kirke. Her vil der nemlig være dét der hedder en tekstet gudstjeneste, hvor landsdelspræst Søren Skov Johansen sammen med provst Peter Fredensborg vil forestå den kirkelige handling.
– Når en gudstjeneste er tekstet, så betyder det, at alt bliver skrevet af en skrivetolk, og teksten kommer på et stort lærred som alle kan læse. Denne tekst på lærredet gør at de mange hørehæmmede kan følge med på lige fod med normalt hørende, forklarer Kristian Hansen fra den lokale afdeling af Høreforeningen.
Efter gudstjenesten vil menighedsrådets formand Else Marie Madsen fortælle om kirkens flotte renovering, indretning og udsmykning.
– Når Else Marie Madsen fortæller efter gudstjenesten, kommer der også tekst på et lærred, oplyser Kristian Hansen.