Skal børn i fængsel?

En begivenhed på Facebook med titlen “Jeg stemmer nej til at sætte børn i fængsel” har fået mere end 70.000 menneskers klik – og dermed opbakning til at sprede ordet.

Baggrunden er de fire partier i blå bloks beslutning om at lade den kriminelle lavalder sænke, så børn helt ned til 12 år skal kunne straffes. De fire partier er Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Men er det nu også helt sådan det hænger sammen? Vil Venstre eksempelvis virkelig sætte 12-årige børn i fængsel? Nej, siger den lokale folketingskandidat, Anni Matthiesen:

– Venstre vil ikke sætte børn i fængsel! Men vi synes, at der skal mere konsekvens i indsatsen mod ungdomskriminaliteten. Den har været faldende siden 2006, men der er stadig en hård kerne, som det eksisterende system ikke er gode nok til at få fat i. Og unge kriminelle er dem, der hyppigst falder tilbage til ny kriminalitet. Derfor skal vi gribe tidligere ind, så unge, der træder ved siden af allerede første gang mærker en konsekvens – jo også med udgangspunkt i, at det er det bedste for den unge selv, mener Anni Matthiesen.

Hun beretter desuden om at nogle ligefrem spekulerer i den kriminelle lavalder:

– F.eks. har vi set et eksempel fra Køge, hvor en ung mand forklarede i retten, at det var ham, der havde skudt mod en butik, og han sagde direkte, at de havde aftalt, at det var ham, der skulle skyde, fordi han ikke kunne straffes. Og der begås kriminalitet – også alvorlig kriminalitet – af personer under den kriminelle lavalder. Alene i 2014 mistænkte politiet 14-årige for 6 voldtægter, 14 tilfælde af alvorlig vold, 1 forsøg på manddrab, 108 indbrud og 74 røverier.  Dem synes regeringen ikke, at man skal straffe. Det synes vi, siger Venstre-kvinden.

Fra den anden side af Folketingssalen er den lokale socialdemokratiske kandidat, Troels Ravn, enig i, at der skal være sanktioner og konsekvenser for en 12-årig, som begår noget kriminelt:

– Det skal det for så vidt også for en 11-årig. Det helt afgørende er, at den kriminelle lavalder er udtryk for, hvornår du kan blive sigtet og få en dom. Jeg mener ikke, at børn under 15 år skal kunne fængsles. Børn, under 15 år, der laver kriminalitet, er et anliggende for de sociale myndigheder og forældre. De skal ikke kunne fængsles – det fører blot til forråelse og hårdere kriminalitet, men der skal naturligvis sættes hurtigt og målrettet ind, så den unge kommer ud af kriminalitet, siger Troels Ravn.

Og lige her er de to partier faktisk nogenlunde på samme side:

– Mindreårige skal selvfølgelig ikke straffes som voksne, og det siger sig selv, at børn og unge nøjagtigt ligesom i dag ikke skal sidde i fængsel. Hvis ungdomsdomstolen (som blå blok ønsker indført, red.) træffer beslutning om at placere den unge på en institution – som kommunen kan i dag – så skal det selvfølgelig være særlige institutioner for unge, men under en særlig ungdomskriminalforsorg, der er rustet til at håndtere kriminelle unge, siger Anni Matthiesen fra Krogager.